Lad os holde op med at kalde os ›generation burnout‹
Etiketten skulle skabe forståelse. I stedet er den blevet en forventning, vi lever op til.
Jeg er 24, og jeg har hørt ordet stress flere gange, end jeg kan tælle. Det står i overskrifter, i rapporter og i de opslag, vi deler med hinanden sent om aftenen.
Det er vigtigt, at vi taler om mistrivsel. Men et sted undervejs er beskrivelsen blevet til en identitet. Vi forventer at gå ned, før vi overhovedet er startet.
Et sted undervejs er beskrivelsen blevet til en identitet.
Jeg foreslår ikke, at vi tier. Jeg foreslår, at vi stiller andre spørgsmål. Hvad giver os energi? Hvornår har vi det godt? Og hvem har egentlig glæde af, at vi tror, vi er den mest udbrændte generation nogensinde?
Vi er mere end vores diagnoser og vores dårlige dage. Det burde vores ord også kunne vise.
